Turisme i Region Sjælland har stort potentiale

For en turist er det ingen sag at tage fra København til Slagelse, hvis der er noget at komme efter. Men der er brug for flere spændende attraktioner, hvis internationale turister skal trækkes til Region Sjælland.

Af Peter Franklin Würtz, Underviser på Leisure Management uddannelsen i UCSJ og initiativtager til temaparken Yggdrasil.

Region Sjælland har alt, hvad en turist skal bruge: God infrastruktur, moderne sommerhuse, hyggelige kroer og gode hoteller. Samt naturligvis masser af naturoplevelser – herunder et utal af børnevenlige strande. Men alligevel kommer turisterne fra udlandet ikke ligefrem vrimlende – især ikke uden for sæsonen. Det skyldes især én ting: Fraværet af attraktioner, der er så fantastiske, at man gerne rejser fra den modsatte side af kloden for at få oplevelsen. Uden for København er der kun få attraktioner i den kaliber: Kronborg Slot måske - på grund af associationen til Hamlet – eller måske det verdensberømte kunstmuseum Louisiana. Ellers det mest forlystelsesparker og badelande, der trækker.

Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke trækker dog også en del turister – tilsammen ca. 270.000 gæster årligt, men det antal kunne være meget større, når man tænker på, at vi bor i et kongerige, der er genstand for en massiv historisk interesse på grund af især de legendariske vikinger og de nordiske guder. Mytologi, plyndringstogter, opdagelsesrejser og meget andet associeres med Danmark, og vikingetiden er derfor et oplagt udgangspunkt, hvis man vil skabe en større attraktion på Sjælland.

Tænk stort
Men hvad kræver det så at skabe en fyrtårns-attraktion, som vækker global opmærksomhed? Det kræver først og fremmest mod til at tænke stort. Danmarks nyeste store attraktion ”Den Blå Planet” har kostet ca. 700 mio. kroner, men var ikke blevet til noget uden en stærk vilje. 700.000 gæster om året blev resultatet – plus den fordel, at store attraktioner giver liv til de mindre. Har en turist besluttet at besøge ”Den Blå Planet”, så bliver vedkommende måske nogle dage og besøger også mindre attraktioner som fx Arbejdermuseet eller Københavns Bymuseum, ligesom hoteller, restauranter og butikker får en ekstra fortjeneste.

Global interesse
I Region Sjælland virker synergien på samme måde. Her findes dog ingen attraktion, der kan tiltrække så mange som ”Den Blå Planet”, men vækstpotentialet er til stede, hvis der samles opbakning til at skabe et globalt fyrtårn. At tage udgangspunkt i det historiske er helt oplagt, fordi her allerede ligger attraktioner, der støtter op – og udvikler sig. Slagelse Kommune har for nylig lanceret projektet ”Ny Trelleborg”, der skal vitalisere Trelleborg. Men selv om projektet er flot, så bliver næppe så enestående, at turistbusserne kommer til at køre direkte fra Kastrup Lufthavn til Slagelse. 

Derfor arbejder Norse Theme Parks – herunder undertegnede - med at analysere forretningsgrundlaget bag en af de største visioner i nyere dansk turisme - ”The Legendary World of Norse Mythology – Yggdrasil Theme Park”. Her skal turister fra hele Verden opleve den nordiske mytologi og vikingetiden på en helt ny og involverende måde ved hjælp af gamification og gå i vikingernes globale fodspor. Det nye består i, at teknologi fra spil-verdenen skal bringes i spil for at give de besøgende en unik oplevelse i episoder. 3D Domes, 6D-rutsjebaner i mørke, virtual - og augmented Reality og mange andre teknologier skal i spil. En af visionerne er, at gæsterne skal samles i hold, der spiller nogle meget levende spil. Holdet skal måske kæmpe mod Fenris ulven, eller holdet skal måske – med Svend Tveskæg ved deres side – kæmpe i Danelagen i England. Derefter går de videre til et gåderum, hvor de skal løse en udfordring. 

En attraktion som denne vil også skabe nye gæster til andre historiske destinationer såsom Sagnlandet, Vikingeskibsmuseet, Trelleborg, Den nye Vikingeborg Borgring, Vordingborg borgcenter og Middelaldercenteret. 

Synergi oplagt
Mulighederne for at skabe synergi er mange. Kan sommersæsonen forlænges er der et kæmpe potentiale i de mange helårsisolerede feriehuse, ligesom kunstnere, gårdbutikker og lokale handlende kunne have glæde af en længere sæson. Og heldigvis er der mange der bakker op om Yggdrasil. Eksempelvis Slagelse og Frederiksund kommuner – og også eksempelvis Københavns kommune, der også ser, at temaparken kan være et udstillingsvindue den københavnske, globalt orienterede spilindustri.

Lige nu er Cowi i gang med at undersøge potentialet for ” Yggdrasil temapark”, hvorefter planen er at finde flere partnere og investorer. Ingen andre nordiske lande har for alvor taget mytologi-temaet til sig, så det ligger lige for at gribe chancen. Uanset om ”Yggdrasil” bliver realiseret, så er pointen dog klar: Lad os få nogle flere store attraktioner i Region Sjælland, for ellers bliver visionen om mere turisme – og især mere helårsturisme – meget svær at løfte.

Dette synspunkt har har tidligere været bragt i Sjællandske Erhverv

Nyhed En af psykologiens fremmeste tænkere – skaberen af teorien om socialkonstruktionisme og leder af The…
Nyhed Ingeniøruddannelsen i Kalundborg og de nye fokuslinjer på læreruddannelsen bliver nogle af…
Nyhed University College Sjælland skal stå i spidsen for et stort EU-projekt støttet af ”interreg South…
Nyhed Tre studerende har modtaget 30.000 kroner til et stort projekt, der skal formidle smagsoplevelser…
Nyhed Hævnporno, netetik, kattevideoer og digital undervisning – sociale medier har indflydelse på…
Cxense Display