Teknologi er i centrum på international konference om virtuel mental sundhed

University College Sjælland er sammen med Region Sjælland og Slagelse Kommune vært ved en international konference, der i år har fokus på teknologi under temaet: ”Virtuel mental sundhed”

Ny teknologi bliver omdrejningspunktet, når en international konference under emnet ”Virtuel mental sundhed” den 8. juni byder velkommen i Slagelse med Region Sjælland som vært og Slagelse Kommune og University College Sjælland som medarrangører. Konferencen arrangeres af foreningen ”Enter”, der arbejder internationalt for at udvikle den professionelle indsats inden for mental sundhed.  

Baggrunden for konferencen er, at sundhedssektoren i disse år er stærkt påvirket af nye digitale muligheder, der kan hjælpe patienterne på helt nye måder. Det påvirker også psykiatrien, der er på vej ind i en meget interessant periode med helt nye behandlingsmetoder. Eksempelvis kan man få behandling på stedet via en app - i stedet for at ringe til sin behandler. Man kan også træne færdigheder ved hjælp af virtuelle teknologier, der kan afhjælpe tvangstanker, teknologier, der kan give overblik og struktur i hverdagen – og meget andet naturligvis. Det smarte med teknologien er blandt andet, at man kan give hjælp og træning på rette tid og rette sted – og systematisere sin indsats. For de sundhedsprofessionelle er fordelen, at de kan tilbyde nye redskaber, indsamle data eller komme i kontakt med patienterne på det rigtige tidspunkt i patientens liv. De nye teknologiske muligheder omfatter også andet konkret udstyr til sundhedssektoren, hvilket også er en del af konferencens tilbud. Det kan være robotter, automatisk overvågning og anden teknologi, der vil lette meget af arbejdet i psykiatrien og i sundhedssektoren i øvrigt.

Mette Rose, der er Centerchef for Sygepleje og Bioanalyse hos UCSJ finder konferencens tema meget interessant og vigtigt lige nu:
”Konferencen er i høj grad i tråd med prioriteringerne i afdelingen for Sundhed og Social på UCSJ. Hos UCSJ har vi et mål med at rådgive, forske, uddanne og efteruddanne med fokus på fremtiden, og ikke kun nutiden,” siger hun og peger på at fremtidsinnovation er en vigtig del af arbejdet under grunduddannelserne også. Eksempelvis har studerende udviklet sundheds-apps eller de har samarbejdet med virksomheder, der vil have trykprøvet deres idéer og teknologier. 

Facebook kan hjælpe 
På Enter-konferencen vil mødet primært handle om mental sundhed, som vil være i fokus på flere måder. Derfor kommer konferencen også ind på, hvordan sociale medier som Facebook påvirker os på forskellig måde – både positivt og negativt. Facebook og lignende teknologier kan dog også bruges til at understøtte psykoterapeutisk behandling. Helt konkret vil en forsker på konferencen eksempelvis fremvise et virtuelt hjælperedskab, hvor patienten kan personliggøre en app, med for eksempel personlige billeder. Det kan være en hjælp til at deeskalere situationer der ellers ville ende med tvang. På konferencen vil en lang række andre teknologier og forskellig forskning blive præsenteret, ligesom der vil blive lejlighed til at møde forskerne og behandlerne bag. 

UCSJ-deltagelse
University College Sjælland deltager på konferencen med både forskere og studerende. Desuden vil UCSJ være til stede ved en stand, hvor man kan prøve ”virtual reality” briller. 

Mette Rose oplyser, at mange fra især psykiatrien viser interesse for konferencen lige nu for at være opdateret med den seneste viden.

”De virtuelle Verden giver nye udfordringer for vores sundhed i form af emner som net-afhængighed og stress, når vi skal være online altid. Men den giver også en række værktøjer til at forbedre sundheden, og også den mentale sundhed. Skal vi hjælpe fremtidens medarbejdere og patienter bedst muligt, er det nødvendigt at følge med, så jeg glæder mig rigtigt meget til at få ny input og inspiration til vores nuværende og fremtidige forskning, uddannelse og udvikling.” 

Læs mere om ENTER www.entermentalhealth.net

Tilmelding til konferencen www.tilmeld.dk/enterkonference

Nyhed En af psykologiens fremmeste tænkere – skaberen af teorien om socialkonstruktionisme og leder af The…
Nyhed Et enigt ansættelsesudvalg har på baggrund af et stærkt ansøgerfelt besluttet at ansætte Daniel…
Nyhed Tallene fra årets kvote 1 og 2 ansøgninger er nu opgjort, og de viser, at UCSJ har fået 3761…
Nyhed To forskningsprofiler vil efter sommerferien indgå som docenter i arbejdet med forskning under…
Nyhed Fra 2014 til 2016 er antallet af nye studerende på meritlæreruddannelsen blevet firedoblet på…
Cxense Display