Talenter fik et unikt indblik i Medicon Valley

Knap 500 elever fra naturvidenskabelige linjer på gymnasier og HTX uddannelser skal i de kommende måneder besøge bioteknologiens svar på Silicon Valley. Mandag den 16. januar var de 100 første af sted.

Mandag den 16. januar blev en mindeværdig dag for 100 studerende fra ungdomsuddannelserne i Region Sjælland. Novo Nordisk, Novozymes og Kalundborg Forsyning åbnede op for de studerende i et særdeles ambitiøst program, hvor de studerende kom ind i alle dele af virksomhederne og blev mødt af veloplagte medarbejdere, der fortalte om teknologierne og om deres eget arbejde i virksomheden. For det første hold på Novozymes blev besøget en særlig oplevelse, fordi TvØst fulgte med hele vejen rundt og interviewede de unge om deres oplevelser på dagen. I alt to virksomheder pr. studerende blev der tid til på dagen, hvor der også blev lejlighed til at få et overblik over den nye ingeniøruddannelse, som UCSJ udbyder i Kalundborg.

Flere skal vælge bioteknologi
Målet med den store satsning er at øge talentmassen og motivere flere unge til at vælge en karriere indenfor bioteknologi – meget gerne lokale talenter, så de ansatte kan forventes at blive et aktiv for virksomhederne på længere sigt.

At være ingeniør i bioteknologi i Kalundborg er absolut et spændende valg, idet man kommer til at bo smukt, og samtidig vil være en del af Verdens førende biotek-byer. Medicon Valley betragtes af mange som bioteknologiens svar på Silicon Valley, hvilket ikke er helt ufortjent med den vækst, som flere af virksomhederne i området oplever lige nu.

Fem gange åbnes
Konkret åbner virksomhederne dørene op fem gange i løbet af januar, februar og marts for næsten 500 elever fra regionens naturvidenskabelige ungdomsuddannelser. De unge kommer til at se og høre om virksomhedernes produktioner og det helt unikke industrielle symbiose samarbejde på tværs af virksomhederne.  Eleverne får under besøgene mulighed for at snakke med virksomhedernes medarbejdere og høre om hvordan det er at arbejde som ingeniør på de forskellige virksomheder. 

Biotek ingeniør uddannelse
Desuden kommer eleverne til at høre om University College Sjællands nye erhvervsrettede biotek-ingeniør-uddannelse, som starter i Kalundborg i september 2017. Med både store, internationale biotek-virksomheder og mindre start-ups i baghaven, bliver uddannelsen en gylden mulighed for dem, der gerne vil arbejde med bioteknologisk og kemisk produktion i praksis og på en bæredygtig måde. For det er præcis det virksomhederne i Kalundborgområdet har tilfælles og som uddannelsen vil fokusere på. 

En vigtig uddannelse
Og uddannelsesleder, Kathrine Bisgaard Christensen er ikke i tvivl om, at de studerende kommer til at drage nytte af virksomhedernes tilstedeværelse:

- De unge, der bliver optaget her på uddannelsen, vil få et væld af muligheder. Verden har brug for rent vand, bedre udbytte af landbruget og medicin mod fremtidens sygdomme. Og her vil de blandt andet blive trænet og undervist af de folk, der arbejder på de virksomheder, som inden for dette felt er blandt verdens allerbedste. Det bliver ret unikt. 

- Samtidig får man som studerende en helt særlig tilknytning til erhvervslivet i området. Samspillet mellem det, de studerende vil lære på skolebænken, og den praktiske erfaring, de vil opnå ude hos virksomhederne vil ruste dem til en af fremtidens vigtigste sektorer, siger Kathrine Bisgaard Christensen. Af samme grund forventes uddannelsen ikke kun at tiltrække studerende fra Region Sjælland. 

- Som det ser ud lige nu på den interesse, der er, så kan vi meget vel komme til at oprette både en engelsksproget og en dansksproget uddannelse. For der er allerede mange, der har vist interesse. Og nogle vil helst have uddannelsen på dansk, mens andre vil rejse hertil fra andre europæiske lande og derfor tage uddannelsen på engelsk. 

Besøgsdatoer
16.01.17, 23.01.17, 31.01.17, 20.02.17 og 01.03.17

Studerendes baggrund
Eleverne går på naturvidenskabelige linjer på gymnasier og HTX   i en række af regionens kommuner; Greve, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Lolland, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø, Vordingborg,

Om uddannelsen
Diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi udbydes af University College Sjælland i Kalundborg og tager 3½ år med både teori og praktikforløb. Der er ansøgningsfrist 15. marts kl. 12:00 via kvote 2 og 5. juli kl. 12:00 via kvote 1.

Om University College Sjælland
University College Sjælland er professionshøjskolen i Region Sjælland, som udbyder 11 mellemlange videregående uddannelser. University College Sjælland har 8.000 fuldtidsstuderende og 650 medarbejdere fordelt på seks lokationer. University College Sjælland har en omfattende efter- og videreuddannelse, kursus- og formidlingsaktivitet med flere tusinde studerende og deltagere på årsplan. Center for Undervisningsmidler Sjælland er en del af University College Sjælland, som servicerer skoler m.v. i hele Region Sjælland. Yderligere info www.ucsj.dk

Om Novo Nordisk A/S
Novo Nordisk A/S er en global medicinalvirksomhed med hovedkontor i Denmark. Mere end 90 års innovation og lederskab inden for diabetesbehandling har givet os erfaring og evner, der også gør det muligt for os at hjælpe folk besejre andre alvorlige kroniske tilstande: hæmofili, vækstforstyrrelser og fedme. Novo Nordisk beskæftiger mere end 42.300 mennesker i 75 lande, sælger sine produkter i mere end 180 lande. Novo Nordisk Kalundborg er den største insulinproducerende facilitet i verden – her produceres blandt andet mere end 50% af al insulin til verden. 

Læs mere om Novo Nordisk Kalundborg på www.novonordisk.com/kalundborg-careers

Om Novozymes
Novozymes er en dansk bioteknologisk virksomhed, der driver forskning i, udvikling og fremstilling af samt handel med primært bio-industrielle produkter, navnlig enzymer og mikroorganismer til industriel anvendelse.

Novozymes forretning er baseret på bioinnovation. Det betyder, at man anvender industriel bioteknologi til at udfordre og supplere den traditionelle tænkning i fremstillingsprocesser og produktion for at udvikle bæredygtige løsninger. Novozymes’ bioteknologiske løsninger anvendes inden for en lang række brancher. Det kan for eksempel være landbrug, fødevarer, husholdningsprodukter, tekstiler, vandrensning eller bioenergi. 

Novozymes enzymproduktion i Kalundborg beskæftiger mere end 600 mennesker og er en del af den lokale symbiose i Kalundborg. Enzymerne fremstilles ved fermentering af mikroorganismer og efterfølgende rensningsprocesser. Affaldsstrømmene fra enzymproduktionen oparbejdes i Nordeuropas største industrielle renseanlæg bl.a. til gødning (NovoGro® 30), der anvendes i landbruget. Læs mere om NOVOZYMES på www.novozymes.com

Om NNE Pharmaplan
NNE Pharmaplan er en international virksomhed specialiseret i Farmaceutisk Engineering. I Farmaceutisk Engineering arbejder man med udvikling og fremstilling af produkter, processer og komponenter i den farmaceutiske industri. 

NNE Pharmaplans aktiviteter ligger i den farmaceutiske industri, som er kendetegnet ved en høj grad af regulering. Det betyder, at NNE Pharmaplan sikrer, at de produktionsprocesser vi udvikler, overholder alle danske og internationale regler for sikker og bæredygtig produktion af farmaceutiske produkter. Vi kalder det fokuseret Farmaceutisk Engineering.

NNE Pharmaplan i Kalundborg arbejder med udvikling og opbygning af en række produktionsprocesser hos Novo Nordisk i Kalundborg. For eksempel har NNE Pharmaplan understøttet opbygning af et stort  anlæg til produktion af biofarmaceutiske produkter som NovoSeven® til bløderpatienter og GlucaGen® til behandling af lave niveauer af blodsukker.  

Læs mere om NNE Pharmaplan på www.nnepharmaplan.com/ 

Om Kalundborg Forsyning A/S
Kalundborg Forsyning er en virksomhed i rivende udvikling, med fokus på bæredygtighed, sikker drift og høj kvalitet. Vi leverer drikkevand og distribuerer fjernvarme til husstande og virksomheder i Kalundborg. Vi renser spildevand fra hele Kalundborg Kommune. Derudover leverer vi overfladevand til nogle af de store virksomheder i Kalundborg. Hos Kalundborg Forsyning bestræber vi os på at blive en virksomhed hvor vi udvikler os, og hvor det er muligt at gøre en forskel og tænke ud af boksen. Vi er en virksomhed med et højt ambitionsniveau, ikke kun på egne, men på hele branchens vegne.

Læs mere om Kalundborg Forsyning på: www.kalfor.dk

Om Kalundborg Symbiosis
 ’Industriel Symbiose’ er et samarbejde mellem virksomheder, hvor biprodukter fra én virksomhed bliver til værdifulde ressourcer for en eller flere andre virksomheder. Resultatet giver både økonomiske og miljømæssige fordele.

Kalundborg Symbiosen består af Kalundborg Kommune og syv virksomheder som er DONG Energy, Statoil Refining Denmark, Gyproc, Novo Nordisk, Novozymes, Kara/Noveren og Kalundborg Forsyning.

Virksomhederne i den industrielle symbiose udveksler energi i form af damp og overskudsvarme, forskellige typer vand og materialer som eksempelvis gips og biomasse. På den måde nyttiggøres ressourcer, så der udledes mindre CO2 og forbruges færre af naturens ressourcer. Dermed får virksomhederne færre udgifter og kan endda tjene penge på noget, der måske ellers ville koste at komme af med. Virksomhederne i en industriel symbiose får også flere forsyningskilder og bliver dermed mere robuste.

Læs mere om Kalundborg Industriel Symbiose på www.symbiosis.dk

Nyhed En af psykologiens fremmeste tænkere – skaberen af teorien om socialkonstruktionisme og leder af The…
Nyhed Ingeniøruddannelsen i Kalundborg og de nye fokuslinjer på læreruddannelsen bliver nogle af…
Nyhed University College Sjælland skal stå i spidsen for et stort EU-projekt støttet af ”interreg South…
Nyhed Tre studerende har modtaget 30.000 kroner til et stort projekt, der skal formidle smagsoplevelser…
Nyhed Hævnporno, netetik, kattevideoer og digital undervisning – sociale medier har indflydelse på…
Cxense Display