Merituddannelse redder pædagoger fra uddannelsesloftet

Uddannelsesloftet er en udfordring for dem, der ikke har lyst til at vente de obligatoriske seks år på at tage en ny uddannelse på samme niveau. Men er man pædagog og vil læse til lærer, så findes der et alternativ, som pædagogen Mette Baltser Veilmark nu er i gang med.

Når man som pædagog arbejder på en skole, er det ikke helt usædvanligt, at man får lyst til at blive lærer. For 25-årige Mette Baltser Veilmark opstod interessen, da hun et par år tilbage arbejdede på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg, hvor hun fik lysten til at rykke helt frem i lokalet og hjælpe eleverne til at blive knivskarpe fagligt.
“Jeg er jo pædagog i forvejen og specialiseret i at arbejde med det menneskelige og det sociale, så hvis jeg også blev lærer, så ville jeg også have det faglige aspekt med, så det blev en drøm, som jeg ville forfølge”, fortæller Mette Veilmark, som i første omgang fik arbejde som uuddannet lærer på sjette klassetrin. Men hun vidste godt, at hun havde brug for flere kompetencer, så hun valgte for et års tid siden at indlede forhandlinger med sin leder om at få betalt en meritlæreruddannelse. Meritlæreruddannelsen er nemlig en betalingsuddannelse, men for en skole, der mangler uddannede lærere, kan det være en god forretning at sende lærerne af sted på den betingelse, at de arbejder færre timer - og selv betaler den tid, som de bruger på uddannelsen.
For Mette Veilmark blev uddannelsen bevilget på den betingelse, at hun planlægger at blive på skolen efter endt uddannelse.
“Jeg blev utrolig glad for den besked, for nu har jeg mulighed for at arbejde som lærer de timer, som jeg kan nå, samtidig med, at jeg studerer”, siger Mette Veilmark, der ikke har børn og familie endnu, og derfor har god tid til at studere. Hun venter, at uddannelsen - i bedste fald - vil tage fire år, fordi hun kan få meritoverført dele af sin hidtidige teoretiske og praktiske erfaring.

Glad for uddannelsen
I dag - et år efter studiestart - er Mette Veilmark blevet utroligt glad for meritlæreruddannelsen hos UCSJ og de medstuderende, der ofte har erfaring ligesom hende selv. Hun læser fagene som e-læring, hvilket typisk medfører, at de medstuderende også har erfaring som lærer.
- Jeg synes, at det er dejligt, at vi kan bruge vores praktiske eksempler i dagligdagen at arbejde ud fra”, siger Mette Veilmark, der foreløbig har valgt dansk og religion som “Undervisningsfag”, mens de øvrige specialiseringer endnu ikke er besluttet.
Da uddannelsen bl.a. bygger på arbejde i studiegrupper, er Mette Veilmark i gruppe med studerende, som hun har valgt ud fra, hvem der studerer de samme fag som hende, samt hvem hun kommunikerer godt med. Det har medført, at hun har fået nogle rigtigt dygtige studiekammerater.
“Det er ikke så svært, for når et nyt fag begynder, så mødes man på e-lærings-indkald fredag og lørdag, hvor det viser sig, hvem man taler godt sammen med”, siger hun.
Mette er glad for, at der på UCSJ´s e-læringsuddannelse er en kombination af fysisk fremmøde og virtuel undervisning.
“Det er let at diskutere opgaverne via mail, telefon og Skype, og når delopgaverne er defineret, så kører vi jo bare på. Som regel fungerer det rigtigt godt”, siger Mette Veilmark, der oplever, at der er en god selvjustits i grupperne i forhold til disciplinen.
“Hvis en medstuderende er syg eller har et problem i en kortere periode, så tager de andre en større bid af opgaven, men så skal man senere levere noget ekstra”, siger hun.

Godt med to uddannelser
For Mette Veilmark er uddannelsen en rigtig god måde at få teoretisk viden på, og hun nyder sine studiedage, hvor hun sidder og arbejder intenst med opgaverne.
“Det er utroligt motiverende at arbejde med meritlæreruddannelsen, når jeg hele tiden kan relatere til udfordringer i det daglige. Det er helt klart den bedste måde at studere på, for når jeg er færdig, så har jeg ikke bare en læreruddannelse i bagagen. Jeg har også brugt min viden i praksis og denne kombination mellem teori og praksis gør mig dygtigere, så jeg glæder mig rigtigt meget til at blive færdig og have både formelle kompetencer som pædagog og som lærer i bagagen”.

********************************************************


Typiske spørgsmål

Hvad koster uddannelsen?
Meritlæreruddannelsen er etableret under ”Åben Uddannelse”, hvilket vil sige, at man skal betale for undervisningen. En komplet uddannelse kræver 150 ECTS-point. Hvert 10 ECTS-point modul koster ca. 4.200 kroner (2017), hvilket vil sige, at en uddannelse koster op imod 63.000 kroner. Kan man få meritoverført halvdelen, bliver prisen således også cirka det halve, altså omkring 30.000 kroner. Derudover tilkommer udgifter til bøger, transport m.v. Til en hel uddannelse skal du regne med mellem 5.000 og 10.000 til bøger.

Hvad er adgangskravet?
Adgangskravet er en afsluttet en kandidat-, bachelor- eller professionsbacheloruddannelse. Eller man skal være mindst 25 år og have gennemført en erhvervsrettet uddannelse på mindst erhvervsuddannelsesniveau og have haft mindst 2 års erhvervserfaring.

Hvilke fag skal jeg tage?
Du skal selv vælge en del af fagene og have undervisningskompetence i mindst to undervisningsfag for at blive meritlærer. Det er lidt mindre end den almindelige folkeskolelæreruddannelse, der kræver tre undervisningsfag. Derudover deltage i forskellige andre obligatoriske fag inden for bl.a. pædagogik og lærerfaglighed.

Er der mødepligt på uddannelsen?
Der er samme krav fremmøde til den almindelige læreruddannelse. Læser man e-læring vil der typisk være fremmøde 1-2 gange om måneden.

Hvordan foregår gruppearbejdet?
Du læser meget selv, men en stor del af uddannelsen gennemføres i studiegrupper, hvor I hjælper hinanden og løser opgaver i fællesskab. Grupper vil typisk blive dannet efter interesser samt efter hvordan man helst vil mødes og samarbejde.

Hvordan ved jeg, hvad jeg kan få meritoverført
Typisk vil dine reelle kompetencer kunne blive overført. Har du fx læst cand.mag. i historie, vil historie kunne overføres o.l. Du kan henvende dig til UCSJ og få en vurdering af dine kompetencer og få lagt et forslag til en uddannelsesplan helt gratis.

Hvordan fungerer praktikken?
Ligesom under den almindelige uddannelse, skal man i praktik på en lokal skole. Man skal kun i praktik én gang. UCSJ skaffer praktikpladsen. Der er ikke løn under praktikken.

Kan jeg få min arbejdsgiver til at betale for uddannelsen?
Nogle arbejdsgivere betaler for merituddannelse og giver fritid til at studere. Der findes også forskellige andre tilskudsmuligheder. Forhør dig om mulighederne hos din chef, din A-kasse m.v..

Kan man få SU under uddannelsen
Nej, det er desværre ikke muligt at få SU under deltagelse i Åben Uddannelse.

Kan man få dagpenge under uddannelsen
I visse tilfælde kan man læse fag under Åben Uddannelse i en begrænset periode. Spørg din A-kasse.

Kan alle fag tages som e-læring
Eneste fag, der endnu ikke er oprettet som e-læring hos UCSJ er de praktisk-musiske fag som idræt, musik og madkundskab. Disse planlægges dog også oprettet som e-læring på sigt.

Hvornår skal man møde frem ved e-læring
Indkald foregår typisk fredag eftermiddag kl. 13-19 og lørdag 8.30-15. Hvor ofte afhænger af dine valg af fag og din studieplan.

Hvornår skal man møde ved dagstudier
Hvis du læser meritlærer ved dagstudie læses alle dage i ugen. I uddannelsesplanen kan du få fastlagt dagene på forhånd. 

*****************************************

Læs mere om Meritlæreruddannelsen her
Pressenyhed om Danmarks mest fleksible meritlæreruddannelse kan læses her

http://ucsj.dk/uddannelser/laerer/meritlaereruddannelsen/http://ucsj.dk/nyheder/nyhed/fire-gange-flere-optaget-paa-meritlaereruddannelsen/

Nyhed En af psykologiens fremmeste tænkere – skaberen af teorien om socialkonstruktionisme og leder af The…
Nyhed Et enigt ansættelsesudvalg har på baggrund af et stærkt ansøgerfelt besluttet at ansætte Daniel…
Nyhed Tallene fra årets kvote 1 og 2 ansøgninger er nu opgjort, og de viser, at UCSJ har fået 3761…
Nyhed To forskningsprofiler vil efter sommerferien indgå som docenter i arbejdet med forskning under…
Nyhed Fra 2014 til 2016 er antallet af nye studerende på meritlæreruddannelsen blevet firedoblet på…
Cxense Display