Fire gange flere optaget på meritlæreruddannelsen

Fra 2014 til 2016 er antallet af nye studerende på meritlæreruddannelsen blevet firedoblet på University College Sjælland. Det skyldes ikke mindst, at uddannelsen på UCSJ er Danmarks mest fleksible, og at man kan læse næsten alle fag som e-læring. Med de rigtige kompetencer kan man blive lærer på to år.

Få adgang til Danmarks mest omfattende tilbud på læreruddannelsen, og vælg selv, om du vil tage fagene som e-læring. Sådan lyder tilbuddet fra University College Sjælland til kommende meritlærerstuderende, der lige nu i stigende antal søger ind. De søger et uddannelsessted med et maksimalt udvalg af fag og maksimal fleksibilitet, og her er UCSJ førende i Danmark.

I 2016 valgte mere end 200 at søge optagelse på uddannelsen, og det er en firedobling i forhold til 2014. Ifølge uddannelsesleder på læreruddannelsen i Roskilde Finn Sørensen skyldes det blandt andet, at UCSJ har det største udbud af fag og stort set frit valg ift. om man vil læse e-læring eller almindelig fremmødeundervisning.

”I UCSJ har det største udbud af fag på uddannelsen. I år er fransk det eneste hold, som ikke er blevet oprettet, men ellers så lykkes det faktisk at få oprettet alt”, siger han.

Alt i e-læring
De meritlærerstuderende indgår i uddannelsen på lige fod med de fuldtidsstuderende, og det betyder, at de får adgang til præcis de samme hold. Det er ifølge Finn Sørensen godt for studiemiljøet, fordi de unge og de lidt ældre studerende har glæde af samarbejdet. Langt de fleste fag kan læses som e-læring hvert 2. år, og det betyder, at man kan designe en uddannelsesplan, hvor man udelukkende læser e-læring:
- Vælger man e-læringsvejen, så møder man ind udvalgte fredage og lørdage, og det betyder, at man kan passe et fuldtidsarbejde samtidig, siger Finn Sørensen, der dog tilføjer, at man naturligvis også skal ud i praktik, hvilket skal planlægges i samarbejde med arbejdsgiveren.

Op til seks år
Nogle studerende kan få meritoverført så meget, at de kan gennemføre uddannelsen på to år, men ifølge Finn Sørensen er det mindst lige så attraktivt, at man kan få lagt en uddannelsesplan, der er længere.

- Man må højst bruge seks år på at blive meritlærer. Lægger man en plan over seks år, så er det naturligvis mindre krævende i hverdagen end, hvis man tager uddannelsen hurtigt, siger han.

30-60.000 kroner
En anden fordel ved at læse over seks år er, at man kan fordele udgiften, der betales med ca. 4200 kroner pr. fag. Det betyder, at man kan komme til at betale op imod 60.000 kroner, hvis man ikke kan få meritoverført ret meget. I den sammenhæng oplever UCSJ dog ofte, at udgiften langtfra altid betales af den studerende selv.
- Vores fornemmelse er, at cirka halvdelen får udgiften betalt, mens den anden halvdel selv betaler. Arbejder man på en skole, kan det også være, at skolen vil hjælpe med uddannelsen økonomisk, siger Finn Sørensen.

De fleste kan læse
En vigtig grund til at tage uddannelsen er naturligvis også, at der er meget stor chance for at få arbejde efter endt uddannelse. I det meste af Danmark er der mangel på lærere, så investeringen viser sig typisk hurtigt at kunne tjene sig hjem, oplyser Finn Sørensen, der dog også peger på, at kravene til lærere er voksende, og det kan være en del af årsagen til stigningen i antal ansøgere:
- I 2020 er det jo regeringens vision, at alle lærere skal være uddannet på undervisningsfags-niveau i det, som de underviser i. Nogle vikarer har godt opdaget, at det derfor er nu de skal opkvalificere sig, for kommer der fuld beskæftigelse en dag, så vil de uuddannede jo tabe i konkurrencen, så man kan lige så godt komme i gang med det samme”.

*************************************************

Typiske spørgsmål

Hvad koster uddannelsen?
Meritlæreruddannelsen er etableret under ”Åben Uddannelse”, hvilket vil sige, at man skal betale for undervisningen. En komplet uddannelse kræver 150 ECTS-point. Hvert 10 ECTS-point modul koster ca. 4.200 kroner (2017), hvilket vil sige, at en uddannelse koster op imod 63.000 kroner. Kan man få meritoverført halvdelen, bliver prisen således også cirka det halve, altså omkring 30.000 kroner. Derudover tilkommer udgifter til bøger, transport m.v. Til en hel uddannelse skal du regne med mellem 5.000 og 10.000 til bøger.

Hvad er adgangskravet?
Adgangskravet er en afsluttet en kandidat-, bachelor- eller professionsbacheloruddannelse. Eller man skal være mindst 25 år og have gennemført en erhvervsrettet uddannelse på mindst erhvervsuddannelsesniveau og have haft mindst 2 års erhvervserfaring.

Hvilke fag skal jeg tage?
Du skal selv vælge en del af fagene og have undervisningskompetence i mindst to undervisningsfag for at blive meritlærer. Det er lidt mindre end den almindelige folkeskolelæreruddannelse, der kræver tre undervisningsfag. Derudover deltage i forskellige andre obligatoriske fag inden for bl.a. pædagogik og lærerfaglighed.

Er der mødepligt på uddannelsen?
Der er samme krav fremmøde til den almindelige læreruddannelse. Læser man e-læring vil der typisk være fremmøde 1-2 gange om måneden.

Hvordan foregår gruppearbejdet?
Du læser meget selv, men en stor del af uddannelsen gennemføres i studiegrupper, hvor I hjælper hinanden og løser opgaver i fællesskab. Grupper vil typisk blive dannet efter interesser samt efter hvordan man helst vil mødes og samarbejde.

Hvordan ved jeg, hvad jeg kan få meritoverført
Typisk vil dine reelle kompetencer kunne blive overført. Har du fx læst cand.mag. i historie, vil historie kunne overføres o.l. Du kan henvende dig til UCSJ og få en vurdering af dine kompetencer og få lagt et forslag til en uddannelsesplan helt gratis.

Hvordan fungerer praktikken?
Ligesom under den almindelige uddannelse, skal man i praktik på en lokal skole. Man skal kun i praktik én gang. UCSJ skaffer praktikpladsen. Der er ikke løn under praktikken.

Kan jeg få min arbejdsgiver til at betale for uddannelsen?
Nogle arbejdsgivere betaler for merituddannelse og giver fritid til at studere. Der findes også forskellige andre tilskudsmuligheder. Forhør dig om mulighederne hos din chef, din A-kasse m.v..

Kan man få SU under uddannelsen
Nej, det er desværre ikke muligt at få SU under deltagelse i Åben Uddannelse.

Kan man få dagpenge under uddannelsen
I visse tilfælde kan man læse fag under Åben Uddannelse i en begrænset periode. Spørg din A-kasse.

Kan alle fag tages som e-læring
Eneste fag, der endnu ikke er oprettet som e-læring hos UCSJ er de praktisk-musiske fag som idræt, musik og madkundskab. Disse planlægges dog også oprettet som e-læring på sigt.

Hvornår skal man møde frem ved e-læring
Indkald foregår typisk fredag eftermiddag kl. 13-19 og lørdag 8.30-15. Hvor ofte afhænger af dine valg af fag og din studieplan.

Hvornår skal man møde ved dagstudier
Hvis du læser meritlærer ved dagstudie læses alle dage i ugen. I uddannelsesplanen kan du få fastlagt dagene på forhånd. 

***********************************************

Læs historien om pædagogen Mette Veilmark, der valgte en Merituddannelse her
Læs mere om at læse til meritlærer her

Nyhed En af psykologiens fremmeste tænkere – skaberen af teorien om socialkonstruktionisme og leder af The…
Nyhed Et enigt ansættelsesudvalg har på baggrund af et stærkt ansøgerfelt besluttet at ansætte Daniel…
Nyhed Tallene fra årets kvote 1 og 2 ansøgninger er nu opgjort, og de viser, at UCSJ har fået 3761…
Nyhed To forskningsprofiler vil efter sommerferien indgå som docenter i arbejdet med forskning under…
Cxense Display