Sådan bruger du Center for Undervisningsmidler Sjælland

Som lærer, pædagog, underviser m.m.

Hos CFU Sjælland kan du låne læremidler til orientering og til brug i din undervisning.

Du kan også deltage i relevante kurser og få råd og vejledning fra vores pædagogiske konsulenter.

Læs mere ved at klikke dig rundt på hjemmesiden.

Her er nogle punkter, som du skal være opmærksom på:

  • Du skal som udgangspunkt have et UNI-login for at låne hos CFU. Du bliver oprettet i vores lånerregister ved at logge på vores online bestillingssystem BookingWeb med dit UNI-login.

  • Vi kontakter dig primært via email, så du skal også have en fungerende email-adresse tilknyttet dit UNI-login.

  • Du behøver ikke være tilknyttet en undervisningsinstitution for at låne materialer fra Informationssamlingen, fordi du er personligt ansvarlig for materialerne.

  • Hvis du vil låne materialer fra Udlånssamlingen, skal din institution være oprettet i vores lånerregister, fordi institutionen er ansvarlig for materialerne. Læs mere om institutionens ansvar her på siden og i de generelle låneregler herunder.

Som institution

Alle undervisningsinstitutioner i Region Sjælland, som er godkendt af Undervisningsministeriet, kan blive registreret hos CFU Sjælland. 

Som udgangspunkt er det den enkelte lærer, som låner læremidler fra CFU; institutionen kan ikke fungere som låner.

Her er nogle punkter, I som institution skal være opmærksomme på:

  • Institutionen er ansvarlig for alle materialer, der er lånt fra Udlånssamlingen. Se de generelle låneregler herunder.

  • For at oprette institutionen i vores lånerregister, har vi som minimum brug for følgende oplysninger:

    • Institutionens officielle navn
    • Institutionens adresse*
    • Institutionens ministerienummer/institutionsnummer, tildelt af Undervisningsministeriet
    • Institutionens telefonnummer
    • Institutionens email-adresse
       

  • Hvis institutionen har købt abonnementer hos CFU og hos AVU Medier, kan lærerne låne spillefilm og købe tv-udsendelser. Læs mere om abonnementerne her.

* En institution kan have to adresser hos CFU; en leveringsadresse, hvor materialerne bliver leveret, og en administrativ adresse, hvortil elektronisk information bliver sendt.

Generelle låneregler

Ved eventuelle tvister henvises til lånereglerne, så vi anbefaler alle vores brugere at læse dem.

CFUs kørselsordning

Som udgangspunkt leverer CFU Sjælland alle materialer til den institution, hvor låneren er ansat, og afhenter materialet igen, når det skal afleveres. 

Læs mere her.

Følgesedler

Med hvert lån af materialer følger to følgesedler. Den ene følgeseddel (eller en kopi) skal lægges ved materialet, når det bliver afleveret. Det sikrer, at materialet bliver afleveret korrekt - også hvis du ikke afleverer alt på én gang. 

Hvis du har mistet den oprindelige følgeseddel, så lav en tydelig seddel, hvor materialets titel, antal, institutionens navn og lånerens navn fremgår.

Materialer, som afleveres uden følgeseddel, vil ikke blive registreret i systemet og vil derfor blive betragtet som ikke afleveret.

Mulig erstatning af andre låneres mangler kan undgås, hvis du altid afleverer dine materialer med følgesedler.

Hvor længe kan materialerne lånes?

Materialer fra Informationssamlingen udlånes altid i 4 uger. 

Materialer fra Udlånssamlingen har forskellige udlånstider:

  • Bøger udlånes i 6 uger
  • Emnesæt udlånes i 4 uger
  • AV-materialer udlånes i 2 uger

Vær opmærksom på, at forbrugsmaterialer er låners ansvar.

Kviklån

Har du ikke nået at booke et materiale i tide, så det kan blive leveret med CFUs kørselsordning? Så kan du undtagelsesvis hente materialet selv hos Udlånssamlingen i Sorø. 

Ring til Udlånssamlingen senest dagen før kl. 12 og bed om et kviklån. Hvis materialet er ledigt, kan du hente det dagen efter i Udlånssamlingens åbningstid.

Denne service gælder ikke for materialer, som du allerede har booket via BookingWeb.

Se Udlånssamlingens kontaktoplysninger her.

Når du modtager materialer

Du bør foretage en kontroloptælling, når du modtager materialer. Hvis du ikke har modtaget det, der fremgår af følgesedlen, bedes du kontakte os på cfuudlaan@ucsj.dk.

Hvis du senest 3 dage efter modtagelsen gør os opmærksom på fejl og mangler, kan vi rette dem i vores lånesystem. Efterfølgende kan vi ikke skelne mellem leveringsfejl og fejl opstået hos låneren, som derfor har det fulde ansvar.

Rykkere og erstatning af materialer

Hvis du ikke afleverer et materiale, skal det erstattes. Låneren hæfter personligt for materialer fra Informationssamlingen, mens institutionen hæfter for materialer fra Udlånssamlingen. 

Udlånssamlingens rykkerprocedure:

  1. Der udsendes en elektronisk påmindelse som en service, når afleveringsdatoen nærmer sig.

  2. Låneren modtager to rykkere med en uges mellemrum.

  3. Hvis materialet stadig ikke afleveres, modtager institutionen (ikke låneren) en erstatningsliste.

  4. To uger senere modtager institutionen en endelig erstatningsliste, som udgør fakturagrundlaget.
    Ud over materialets pris tillægges et fakturagebyr på kr. 100.

Informationssamlingens rykkerprocedure:

  1. Der udsendes en elektronisk påmindelse som en service, når afleveringsdatoen nærmer sig.

  2. Tre dage efter afleveringsdatoen modtager låneren en rykker.

  3. Tre uger senere modtager låneren (ikke institutionen) en faktura på materialets pris (mindstepris kr. 75) + et gebyr på kr. 100 pr. faktura.