Mobil læring - i tidens ånd

Mobil læring kan være mange ting, og det er et område, som er i rivende udvikling i skolen i takt med, at teknologien udvikler sig.

Man kan kort sige, at mobil læring handler om:

Læring, der anvender mobil teknologi og ikke er afhængig af et institutionelt defineret sted.

I takt med at der kommer en ny generation af elever, der er vokset op med den mobile teknologi, så gør mobiltelefonen nye muligheder tilgængelige i undervisningen.

Her er nogle eksempler, hvor du kan bruge mobilen til at tilføre spændende dimensioner til undervisningen:

  • Mobiltelefonen kan være med til at skabe en forbindelse mellem den fysiske og virtuelle verden. Det kan f.eks. være med lokationsbaserede spil som Woop eller Find2Learn.
  • Mobiltelefonen kan ligesom tablets være med til at skabe kreative rammer for undervisningen, hvor eleverne kan være aktive og skabende. Det kan være ved hjælp af iMovie, Shadow Puppet eller Fotobabble.
  • Mobiltelefonen kan bruges til at lave spændende afstemninger og quizzer i klassen, f.eks. via Socrative og Kahoot. Eleverne synes, det er sjovt og motiverende med disse indslag i undervisningen, og det holder dem på tæerne i undervisningen, at de ved, at læreren laver en test eller quiz over emnet. Motivation er en faktor, man ikke skal underkende.
  • Man kan sætte QR-koder på symaskinerne i håndværk og design. Så kan eleverne se en video om, hvordan de tråder maskinen, hvis de har glemt det. På den måde kan en del af lærerens tid frigøres i undervisningen.

Det er nemt at blive fascineret af teknologien og af de smarte apps, der bliver produceret. Det er blot vigtigt at huske, at mobiltelefonen først har værdi, når den sættes i funktion i klassen. Den stiller krav til dig som lærer om at være klædt godt på både didaktisk og til en vis grad også teknisk.

En device-rig klasse kan være en udfordring både på teknikken og på softwaren, fordi det jo som regel er elevernes egne devices, de kommer med i skolen, og det kan være vanskeligt at overskue, hvad de kan inden for både software og hardware. Det er dog ikke meningen, at læreren skal være ekspert til det hele. Her er det vigtigt at vide, hvilke personer man kan få hjælp fra, hvis teknikken driller. Måske er det en kollega, måske en elev. 

Når du har besluttet dig for at gå i gang med at bruge mobiltelefonen i undervisningen, så er her et par ting at overveje:

  • Overvej, om den app, du har tænkt dig at bruge, kræver internetadgang. På skolen kan eleverne ofte være på skolens trådløse netværk, men hvad nu, hvis I er ude i skoven?
  • Kan eleverne nemt koble sig på skolens trådløse netværk med deres devices?
  • Findes app'en både til iOS og Android? Hvis ikke, har du så et alternativ til de elever, som ikke kan bruge app'en?
  • Hvad er forældrenes holdning til, at eleverne bruger deres egen mobil i undervisningen? Hvad med dem, som ingen har, eller som ikke må bruge den? 

Du kan finde mere inspiration til at bruge mobiltelefonen i undervisningen på EMU.

Du kan også finde CFU Sjælland på Pinterest, hvor vi har en opslagstavle om mobil læring

Sådan bruger du Pinterest

Husk, at du skal oprette en gratis bruger på Pinterest for at tilgå vores opslagstavler. Se videoen her om, hvordan du gør: youtu.be/naKXVR3OLr4

Hvis du gerne vil vide mere om Pinterest, så se videoen her: youtu.be/YgVOJchbSyY

Cxense Display