1. september 2017

Sociale medier i skolen - hvordan håndterer vi det?

Hævnporno, netetik, kattevideoer og digital undervisning – sociale medier har indflydelse på eleverne i skolen på mange forskellige måder. Tag med på konferencen og bliv klogere på, hvordan du som lærer eller pædagog kan hjælpe eleverne med at opnå kompetencer til at begå sig og beskytte sig selv på internettet og på de sociale medier.

Program

08.30-09.00   Morgenkaffe, brød og registrering

09.00-09.10   Velkommen v/ Line Maxen og Bo Ditlev Pedersen, CFU

09.10-10.30   Internetrettigheder og overgreb v/ Emma Holten

Hævnpornodebatten har raset i Danmark i flere år. Er det ofrenes egen skyld, hvad motiverer overgrebspersonerne, og hvordan løser vi det? er blot nogle af de spørgsmål, mange sidder tilbage med. I en tid hvor måden, vi kommunikerer på, ændrer sig så drastisk, må måden vi ser på hinanden også ændre sig, mener Emma Holten, der selv er offer for hævnporno og ved, hvor alvorlige konsekvenser et sådant overgreb har. Internettet præsenterer nogle helt nye udfordringer og muligheder for at skade hinanden, som vi allesammen skal rustes til at håndtere.

10.30-10.50   Pause med kaffe og te - og udstilling af bøger

10.50-12.00   Online i skolen v/ Jonas Ravn

Hvad enten man kalder det Netetik, Web- og mobiletik, Digital Dannelse eller noget helt fjerde, så er det stadig bydende nødvendigt at tage snakken med de unge om ”det at være sammen med hinanden digitalt”. Kommunikation via net og mobil leder ofte til konflikter, der skyldes misforståelser og en manglende evne til at sætte sig i modtagerens sted. Hvornår overtræder man andres grænser - og måske endda loven? Med moderne, sociale netværk som Facebook, SnapChat, YouTube, Ask og Instagram har de unge (på godt og ondt) fundet en kommunikationsvej, der kræver en række kompetencer at navigere i. Hvad kan vi fagpersoner gøre for at hjælpe de unge med at få disse kompetencer?

12.00-13.00   Frokost

13.00-14.00   Hvad kan vi lære af flyvende, vrissende, hvæsende katte på internettet? v/ Malene Erkmann

Sociale medier har skabt et væld af nye kommunikationsformer, nye rammer for kunsten og nye muligheder for at samarbejde. Mange af disse nye formater kan inspirere os i undervisningen og bruges til at modellere nye undervisningsdesign. I vores arbejde med de nye formater er vi samtidig med til at styrke elevernes digitale kompetencer og forberede dem på et liv, der hele tiden bliver mere digitalt. Vi skal derfor øve os i også at se potentialer, ikke bare problemer.

14.00-14.30   Pause med kaffe/te og kage - og udstilling af bøger

14.30-15.15   Sociale medier i danskundervisningen v/ Susanne Hansson

Sociale medier kan og bør spille en rolle i en tidssvarende danskundervisning – men hvordan? Vi bevæger os helt ind i klasseværelset og kigger nærmere på nogle konkrete bud på, hvordan man som dansklærer kan styrke både elevernes  kritiske og analytiske kompetencer, samt deres kreative og produktive kompetencer i tekster og kommunikationsformer på de sociale medier.

15.15-15.30   Afslutning på dagens konference v/ Line Maxen og Bo Ditlev Pedersen, CFU

Hent folderen med hele programmet (pdf).

Konferencens oplægsholdere

Emma Holten er blevet internationalt kendt på rekordtid som feministisk aktivist og skribent. Hun skabte stor medieopmærksomhed med projektet SAMTYKKE i 2014, der er blevet oversat til mere end 10 sprog inkl. hebraisk og kinesisk. Hun ermedstifter og redaktør på det normkritiske magasin Friktion og desuden studerende ved Københavns Universitet.

Jonas Ravn, cand.mag. medievidenskab, ansat som projektleder og oplægsholder hos Center for Digital Pædagogik.

Malene Erkmann er uddannet folkeskolelærer og cand.it i design og kommunikation og medier. Hun er tilknyttet UCSJ’s efter- og videreuddannelsesafdeling, hvor hun primært underviser inden for området kommunikation og medier og samarbejder om udvikling af digitale undervisningsdesign og digitalt understøttende miljøer.

Susanne Hansson har igennem mange år arbejdet som efterskole- og dansklærer og i den forbindelse været tæt på unges brug af sociale medier. Hun arbejder for Center for Undervisningsmidler som pædagogisk konsulent for dansk. Kodeordene for dette arbejde er læremidler og didaktik.

Tilmelding

Tilmeld dig her senest den 15. august 2017.

Har du spørgsmål om tilmelding? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@ucsj.dk eller tlf. 7248 1930 (kursusnr. R17-174).

Campus Roskilde

Trekroner Forskerpark 4
4000 Roskilde
1. september 2017 8:30 - 15:30
Bo Ditlev PedersenPædagogisk konsulent
Cxense Display